Lær at brodere – Sashiko kaffebrikker
Der er noget ganske unikt ved den fordybelse, som broderiet inviterer til, som man sidder der og laver gentagne bevægelser med nål og tråd. En gammel teknik får nyt liv, når vi stiller skarpt på den traditionelle japanske broderiteknik sashiko. I al sin enkelthed sys små forsting – op og ned – efter forskellige grafiske mønstre, og med det fremtrylles smukt dekorerede kaffebrikker. Så der er ingen grund til ikke bare at kaste sig ud i det!
Teknikken er meget anvendelig og har historisk set også været brugt til reparation og forstærkning af fx beklædning. Det er i tråd med tiden i dag, hvor flere har fokus på at genbrug. Så måske bliver du inspireret til at kaster dig ud i flere projekter, når du kommer hjem?
I løbet af workshoppen lærer du de grundlæggende teknikker, du har brug for til både dekoration og montering af dine egne kaffebrikker, der tjener som små bordskånere under en kop varm kaffe.
Din underviser: Anne Rytter Asferg - passioneret brodøse og medindehaver af Tille’s – Værksted for håndarbejde. Hun står klar til at lære dig at sy sashiko og har tilrettelagt en workshop hvor alle kan være med – både erfarne brodøser og nybegyndere.
Så tag din kreative ven med til en hyggelig broderiworkshop, hvor fordybelse, læring og fællesskab er i højsædet.